Hvorfor dette websted

For et par måneder siden var jeg midt i et kaos, fuldstændig udmattet, forvirret og kunne ikke huske, hvor jeg havde lagt min telefon, mine nøgler eller mit pas. For ikke at tale om, hvor umuligt det var at huske at købe tre ting i butikken, og fandt jeg nogen varer, var det en pine, så snart jeg stod i køen. Navne, pinkoder, alt var væk, og hvad prøvede jeg at sige...

Heldigvis begyndte jeg at forstå, at det kunne være perimenopaus, der var årsagen. Jeg gik til lægen og fik forskellige svar, søgte hjælp hos bekendte og fik andre svar, søgte på nettet og fandt en masse, og igen er der nye svar. Så meget af det, jeg hører og læser, er selvmodsigende. Jeg er totalt forvirret og indser, at jeg er nødt til at danne mig min egen mening om, hvad det hele handler om, og det haster, jeg er nødt til at forstå det!

1) Det handler om resten af mit liv, jeg er nødt til at forstå og huske mange af disse oplysninger, så længe jeg lever. Man skal også være forberedt på at have løbende diskussioner med plejepersonalet for at få den rette hjælp.

2) Jeg var også ret irriteret over, hvor svært det var at få fat i information i en sammenfattet form, al den gode information er på engelsk.

Jeg troede, at jeg var en "moderne" og mere end almindeligt velinformeret kvinde, der nærmede sig midten af livet. Men hold da op, hvor fik jeg en overraskelse! Jeg vidste godt, at der var noget, der hed overgangsalder, og at blødningen for de fleste stopper, når de er lidt over 50 år.

I bakspejlet er det gået op for mig, at jeg ikke havde nogen idé om, hvad det hele betød, og at min opfattelse af timing var forkert. Der begynder at ske ting i kroppen længe før 50! Symptombilledet er også bredere, end jeg nogensinde kunne forestille mig. Og vigtigst af alt: Du kan få hjælp!

Jeg troede som alle andre, at det var hedeture og nattesved, man skulle holde øje med. Jeg forberedte mig også ved at spørge min mor, og hun sagde, at hun ikke havde haft nogen større problemer, og at det hele var gået ganske ubemærket hen.... jeezzzz nu, hvor jeg er blevet klogere og ved, at de første symptomer kommer snigende, og at det for en stor procentdel af os slet ikke betyder, at vi koger over af hedeture, men noget helt andet, forstår jeg, at min mor havde symptomer, mange symptomer!

Det er den overraskelse, jeg fik, og som jeg gerne vil hjælpe andre med at undgå. Jeg ved nu også, at når man står midt i det her kaos, som det faktisk er, så har man slet ikke overskud til at opsøge information, læse en stak bøger og en bunke videnskabelige artikler for at danne sig en idé om, hvad der egentlig foregår. Hvis man heller ikke læser engelsk, bliver det rigtig svært, for den smule information, jeg finder på dansk, handler primært om, hvornår man er i overgangsalderen, dvs. er over 51,7 år, og hele den rutsjebane, man lever med 4-10 (12) år før, er overstået. Jo, det blinker meget forbi på Instagram og så videre, men det er bare små klip og giver ikke rigtig et samlet billede af, hvad der foregår.

At være 40 er en dejlig alder, man har masser af energi og overskud til at absorbere denne information, det er der, jeg ville ønske, at jeg havde fået en lille brochure eller fundet en god hjemmeside. Så jeg kunne sidde med en god kop kaffe og bare læse det igennem og tænke "Nå ja, godt at vide, vi tager det, når det kommer".

Men jeg var ikke forberedt, jeg arbejdede videre og kæmpede. Det er det, man gør, man giver ikke op, og langsomt men sikkert bliver man overbevist om, at der virkelig er noget galt. Man søger hjælp for forskellige symptomer og bliver sendt rundt i sundhedssystemet. Nogle er heldige, de ser en læge, som hurtigt indser, hvad der foregår, og starter behandling med det samme. Men langt fra alle er så heldige, og selv om man får behandling, er det en rejse at forstå, hvordan ens krop reagerer på behandlingen, og hvilken behandling der er den rigtige for mig.

Det er til jer, alle dem, der ikke er heldige nok til at finde hjælp, at jeg skriver og vil dele denne information. Så I får, hvad jeg ikke fik.