Jeg er fascineret af den rolle østrogen rent faktisk spiller i hjernen. For eksempel udvikler kvinder Parkinsons senere end mænd, men når hormonniveauerne falder omkring menopaus, forsvinder beskyttelsen, og symptomerne forværres.

Jeg er overbevist om at der er meget mere, vi kan lære om, hvordan den kvindelige hjerne er unik. Der er behov for mere forskning i kvinders hjernesundhed, især hvad der sker omkring menopaus.

Det føles håbefuldt, at forskning begynder at vise, hvordan tidlig hormonbehandling kan reducere risikoen for Alzheimers og demens.

Det faktum, at østrogen kan beskytte hjernen, især hvis behandlingen starter på det rigtige tidspunkt, minder mig om, hvor vigtigt det er at tale om forebyggende sundhed i tide.

Jeg bliver ofte mindet om, hvor stærkt hormoner styrer vores hjerner og vores følelsesliv.

Under perimenopausen og efter menopaus kan depression både vende tilbage og blive vanskeligere at behandle. Dette gør mig overbevist om, at vi er nødt til at forstå sammenhængen mellem hormoner og hjernen bedre for at finde den rette behandling.

En passende metafor for, hvad der sker, når hormonerne svinger omkring overgangsalderen. Fra impulsive beslutninger til uventet rastløshed er det pludselig, som om hjernens frontallap har taget en pause.

I min nye tekst reflekterer jeg over Kate Muirs koncept, og hvorfor det vækker genklang hos så mange kvinder.

Når jeg læser Dr. Lisa Mosconis forskning, føles det pludselig så logisk. Hun forklarer, hvordan hjernen "renoverer" sig selv for at blive klar til den næste fase af livet.

Når man forstår det, er det heller ikke underligt, at kvinder bliver trætte, får hjernetåge og let bliver irriterede i perimenopausen. Det er resultatet af et gigantisk byggeprojekt i hovedet. For mig forklarede hendes billeder og beskrivelser, hvorfor min kaffekop blev større, og min hjerne nogle gange føltes som om, den var fyldt med slim.

Når jeg ser hormonniveauerne gradvist falde, forstår jeg bedre, hvorfor virkningerne er så dybtgående. Først falder testosteron, derefter progesteron, og til sidst stabiliserer østrogen sig på et stabilt lavt niveau. Hjernen mister sin bedste beskyttelse, signalsystemet begynder at svigte, og inflammation bliver sværere at kontrollere.

For mig står det klart: Hormonmangel handler ikke kun om hedeture eller hjernetåge, men om langsigtede risici for din kropp og hjerne.

Jeg synes, det er fascinerende, hvor meget af vores velvære handler om samspillet mellem hormoner og neurotransmittere.

Under perimenopausen og efter menopaus bliver den balance ekstra skrøbelig, men der er faktisk meget, vi selv kan gøre. Bevægelse, søvn, selskab, lys og kost påvirker direkte de stoffer, der styrer både humør, energi og ro. For mig er det en påmindelse om, at små vaner i hverdagen kan gøre en stor forskel.

Når jeg læser om alle hormonerne og neurotransmitterne, forstår jeg virkelig, hvor kompleks vores "indre kemiske fabrik" er. Serotonin, dopamin, endorfiner, oxytocin, alle påvirkes af ændrede niveauer af østrogen, progesteron og testosteron.

For mig bliver det en aha-oplevelse: Så mange af vores humørsvingninger, søvnproblemer og ændrede reaktioner midt i livet har en biologisk forklaring.

Jeg er fascineret af, hvordan kroppen altid prioriterer kortisol!

Det er livsvigtigt for vores overlevelse, men i vores moderne liv betyder det, at stress konstant stjæler energi fra produktionen af ​​progesteron, testosteron og østrogen. Når jeg ser kortisols "rute" i den biokemiske fabrik, forstår jeg bedre, hvorfor langvarig stress kan ødelægge hele balancen og skabe mangler, der er øjeblikkeligt synlige i kroppen og hjernen.

Jeg kan godt lide at tænke på kroppens kemi som en slags internt "IT-system" fyldt med hormoner og neurotransmittere, der konstant sender beskeder gennem kroppen.

Når alt fungerer, føler vi os i balance og har det godt, men i perimenopausen og overgangsalderen er der pludselige kortslutninger, flaskehalse og produktionsstop. For mig blev dette nøglen til at forstå, hvorfor velvære føles så fjernt i den periode.

Jeg var virkelig overrasket over, hvor bredt testosteron påvirker os kvinder. Det handler ikke kun om lyst, men også om energi, styrke, hukommelse, humør og søvn.

For mig gjorde testosteron en kæmpe forskel, pludselig følte jeg mig selv igen. Det får mig til at ønske, at flere kvinder turde tale om og overveje testosteron som en del af deres behandling.

Jeg har altid tænkt på progesteron som vores beroligende hormon, og for mig viser det sig virkelig i min hverdag. Når niveauet er lavt, kommer træthed, søvnproblemer og humørsvingninger som et brev med posten. Når niveauet er højt, føles livet let, energien er der, og søvnen fungerer.

Men progesteron er en jungle! Naturligt, bioidentisk eller syntetisk? Og det er nemt at blive forvirret.

For mig blev det vigtigt at forstå forskellene for rent faktisk at få det godt.

Jeg har oplevet på første hånd, hvad det vil sige at miste østrogen, og hvilken forskel det gør, når man får det tilbage!

Først forstod jeg ikke alle symptomerne; hjertebanken, hjernetåge, angst, ekstrem træthed. Jeg var sikker på, at der var noget alvorligt galt. Det var først, da jeg begyndte at erstatte det østrogen, jeg havde mistet, at jeg indså, hvor meget det faktisk kontrollerer, ikke kun reproduktionen, men hele vores krop og hjerne.

At kalde østrogen blodt et "kønshormon" er virkelig en grov underdrivelse!

Østrogen, progesteron og testosteron, tre små ord, men tre store spillere i vores kroppe. For mig blev det tydeligt, hvordan livet ændrede sig, da de begyndte at vakle, først testosteronfald, derefter progesteronfald og til sidst østrogenfald. Pludselig var alt som en rutsjebane ude af kontrol, uden at jeg bedt om at ride på den.

Disse tre hormoner er i sandhed dem, der spiller den ledende rolle, og deres balance (eller ubalance) påvirker alt.

Da jeg første gang hørte ordet menopaus, troede jeg, det var en ny fase i livet, men det er i virkeligheden bare en dato. Det er dagen, hvor der er gået et år siden din sidste menstruation. ✨

For mig var det en øjenåbner at forstå forskellen mellem perimenopause (kampen op til din sidste menstruation), overgangsalderen (selve datoen) og postmenopause (den nye fase, der varer resten af ​​dit liv). Dette perspektiv gjorde det så meget lettere at se konteksten og forstå, hvad min krop gik igennem.

Da jeg selv begyndte at læse om hormonbehandling blev jeg overrasket over, hvor meget frygt og rene myter der florerer. "Det er farligt", "det er ikke naturligt", "man skal bare holde ud", men intet af det er sandt, når man ser på forskningen og hvordan vi lever i dag.

Vi lever længere, vi får færre børn, og vi tilbringer op til 30 år efter overgangsalderen. For mig er det tydeligt, at hormonbehandling ikke handler om at stoppe aldring, men om at ældes godt og give kroppen de ressourcer, den har brug for.

Det jeg først bemærkede var ikke hedeture, men ekstrem træthed, lav energi, søvnproblemer og hjertebanken. Mange tror, ​​at hedeture altid er det første tegn, men det gælder kun for nogle få af os. For mig, og mange andre, kommer de mentale og diffuse symptomer først. Derfor er det så vigtigt at kende sig selv, læse op og søge hjælp i tide og ikke afvise alt som stress eller depression.

Det korte svar på spørgsmålet "Hvornår starter perimenopausen?" er: Tidligere end du tror!

For mig blev det først klart langt senere, da jeg så tilbage og indså, at træthed, angst og hjertebanken faktisk var de første tegn. Problemet er, at symptomerne ofte afvises som stress eller depression, og en blodprøve kan ikke give et simpelt svar. Derfor synes jeg, det vigtigste er, at vi selv genkender mønstrene, læser om dem og tager vores tidlige symptomer alvorligt.

Da jeg begyndte at skrive, følte jeg, at ordene "overgangsalder" og "klimakterie" ikke passede til mig. De føltes tunge og fulde af stigma. Det handler om en rejse, en rejse som alle kvinder går igennem før eller siden.

På siden vil jeg dele viden, erfaringer og perspektiver. Ikke for at skræmme, men for at forberede. For mig er det enkelt: viden er kraftfuldt, og jo mere vi forstår, jo bedre kan vi passe på os selve.

Jeg er ikke læge – bare en almindelig kvinde, der blev vred nok til selv at begynde at grave i alt det her. Det, jeg deler her, er den samling, jeg ville ønske, jeg havde, da jeg fyldte 40. For mig handler det om retfærdighed i sundhedsvæsenet, om arbejdsvilkår for kvinder i midtalderen, og om hvor meget uddannelse og socioøkonomisk status kan påvirke den hjælp, vi får.