Et eksempel fra vores biokemiske “fabrik”

1e stykkHvis vi dykker ned i ”fabrikken” og kigger på produktionen af kortisol som et eksempel. Kortisol, et vigtigt hormon, som man kan undre sig over, hvorfor vi har brug for. I dag forbinder vi ofte kortisol med stress og noget negativt. Men set ud fra et fysiologisk synspunkt, er vi stadig primitive og programmeret til kamp og flugt. Kortisol er vores stresshormon, og når vi møder noget farligt eller bliver skræmt, hjælper det os med at mobilisere for at klare den truende situation.
Det kan være akut frygt eller en anden form for stress.

IndProduktion af kortisol er derfor en prioriteret aktivitet, fordi det handler om vores overlevelse på kort sigt. Vi skal være vågne, opmærksomme, hurtige til at tænke og reagere, hvis der kommer en sabeltiger i nærheden 🐯. Det er det, vi er bygget til, selv om der sjældent er sabeltigere i nærheden i dag.

At producere østrogen, progesteron og testosteron handler mere om overlevelse på lang sigt. Så når vi stresser, nedprioriteres reproduktion og andre gode ting ned, hvilket vi bør kunne bruge tid på når sabeltigeren er væk og faren er overstået. Problemet er bare, at vi i vores moderne verden har mange andre ting end sabeltigere, som får os til at reagere på samme måde – altså med stress.

Hvis du har gjort det mindste forsøg på at finde information om perimenopausen/menopausen, har du sikkert set det mantra, at for at opnå hormonel balance, er det vigtigt at stresse mindre.

Jo, jo! Logisk set er det helt rigtigt, men praktisk er det noget helt andet. Prøv at bede en kvinde i perimenopause/menopause om at stresse mindre
– Ha!

Hvis du kommer med sådan en dum idé, er det nok bedst, du øver dig i kamp og flugt, for nu skal du se en ”tiger”.

Et så idiotisk forslag, at jeg kan næsten mærke hvordan sabeltænderne vokser. Det er ikke ”bare” at stresse mindre. Alle, der har prøvet det, ved hvor svært det er, og nu hvor jeg har introduceret biokemi, skal du se, at det faktisk handler om et mønster. Et mønster, som det ofte kræver hjælp at bryde.

Nu kommer der et ret forvirrende billede, der handler om biokemi og hvordan produktionen flyder gennem ”fabrikken”. Den indeholder en hel del forskellige stoffer - jeg beklager, men de er med for at vise kompleksiteten. Billedet giver et fint indblik i, hvordan ”fabrikken” fungerer.

Du kan se, at det starter med kolesterol (lastbilen). Progesteron finder du i den beige Progestagen boks, og kortisol er i det lyserøde område. Længere nede i det blågrå område finder du testosteron, og ude i det grønne område er de 3 østrogener.

Den biokemiske “fabrik”

For at prøve at forstå dette, tænker jeg på det, som jeg tidligere har nævnt, som en ”fabrik”. ”Fabrikken” får råmaterialer i form af kolesterol. Kolesterol er et produkt i sig selv og den mindste komponent i denne produktionskæde. (Kolesterol producerer vi efter behov, så det er IKKE nødvendigt at indtage det via kosten. I denne sammenhæng er egenproduktion faktisk bedre end import, da store lagre skaber problemer i ”fabrikken”. Men det er en anden historie.)

Når kolesterol kommer ind i ”fabrikken”, forædles det, og råvaren bliver til nye produkter. Disse produkter kan enten gå ud i kroppen og bruges af cellerne, ELLER fortsætte (som tit er tilfældet) i produktionskæden som råmateriale til at producere endnu flere produkter.

Ligesom i almindelige fabrikker kan en råvare også her bruges til at fremstille flere forskellige produkter. Som sagt prioriterer kroppen produktionen efter strenge regler. Hvis du kigger på billedet, kan du se to forskellige produktionslinjer. I kroppens ”fabrik” er den lyserøde produktionslinje prioriteret. Den leverer slutproduktet kortisol, som vi har brug for, når den sabeltandede tiger angriber.

Den grønne produktionslinje leverer velvære og reproduktion, altså overlevelse på lang sigt. Hvis vores krop befinder sig i et stresset tilstand, går den lyserøde pil altid forud for den grønne.

Sikkerhed på kort sigt prioriteres altså over sikkerhed på lang sigt.

Det er først, når der kommer ro på, at ”fabrikken” har lov til at begynde at producere sine eftertragtede produkter testosteron og østrogen igen. Det er denne politik om prioritering, som får det til at gå galt, når vi stresser for meget eller er i kronisk stress. Den grønne linje får aldrig lov til at starte ordentligt, og der opstår mangel på varer på alle hylder i den gråblå og grønne sektion.

I denne ”fabrik” går produktionslinjen kun i én retning. Et produkt kan bruges som råvare til at producere et andet, men man kan aldrig nedbryde et produkt, så det kan bruges tidligere i produktionslinjen. Altså kan testosteron ALDRIG omdannes til progesteron, og østradiol kan ALDRIG blive til testosteron.

”Fabrikken” prioriterer hårdt, og hvis vi ikke producerer nok til at dække de prioriterede produktionslinjer, er der ikke produkter tilbage til kroppen at bruge. Når kroppen ikke får del i produkterne, opstår der mangel i kroppen, en mangel der ofte medfører symptomer.

Som du måske har regnet ud, er en almindelig årsag til mangel netop stress. ”Fabrikken” prioriterer produktionen af kortisol, og alt progesteron går til dette formål. Derfor får vi mangel på progesteron, og produktionen af testosteron og østrogen stopper derfor også. Det fungerer fint ved korte perioder med stress. Vi er lavet til, at tigeren angriber, og så går den videre, og alt bliver roligt igen. Men vi er ikke lavet til langvarig (kronisk) stress, og så begynder der for alvor at mangle produkter i den gråblå og grønne del. Pludselig opstår flaskehalse i produktionen, og der mangler progesteron, testosteron, østrogen eller alle tre. Symptomerne viser sig med det samme.

En anden årsag til mangel, med symptomer til følge, er kroppens ”politik” om, at når vores lager af æg er opbrugt, stoppes visse produktioner. Så behøver vi ikke længere bruge energi på den proces, og kroppen kan ombygge sig. Historisk set var det sikkert fint nok, da vi ikke forventedes at leve mere end 2-3 år efter menopausen. I dag er situationen dog anderledes, da vi stadig har 30 år eller mere tilbage at leve i. Men det har jeg allerede nævnt tidligere.

Hvis en kvinde oplever at mangelsymptomerne bliver uacceptable, på kort eller lang sigt, kommer hormonbehandling ind i billedet. Vi kan tilføre de manglende produkter for at hjælpe ”fabrikken” med at løse flaskehalse i produktionen. Eller hvis vi ikke længere producerer produkter, fordi vi har stoppet produktionen, kan vi skrue op. Vi kan levere produkter til "fabrikken" i form af hormontilskud. Hvis vi gør dette, undgår vi ofte de symptomer, vi får som følge af manglende produkter. Med behandling modtager vi progesteron, testosteron og østrogen i forskellige former. Den mest almindelige, i dag, er bioidentiske (naturlige) former for hormoner. De er normalt de nemmeste at bruge, fordi de kan indgå direkte i produktionen.

Syntetiske hormoner ligner råvarerne i produktionskæden, men de er aldrig 100% identiske. Hvis de ikke passer godt, kan leverancen blive kasseret (dvs. der opnås ingen effekt), eller den syntetiske levering kan gå ind i produktionen, men de fremstillede produkter bliver en smule defekte.

Kasserede leverancer eller defekte produkter kan mærkes som fortsatte symptomer, bivirkninger eller i værste fald som følgesygdomme.

For de interesserede, som vil kigge nærmere på molekylerne igen …