Østrogen - Kvindelig superpower

Faldet i østrogen kommer gradvist, og symptomerne kommer snigende. Efter et stykke tid er niveauet så lavt, at man begynder at reagere på, at noget er galt. Østrogen bruges i hele kroppen, inklusive i vores hjerne, og når ens egenproduktion falder, opstår der kaos. Kaoset er vildt, især i begyndelsen, hvor det både falder kraftigt, og man heller ikke er vant til at have så lave niveauer. Det er normalt her, man begynder at mærke de forskellige symptomer.

Da det første symptom næsten aldrig er en hedetur, hvilket du måske har forbundet med overgangsalderen, kører tankerne "hvad er der galt med mig". Perimenopausen er sjældent det første, du tænker på i stedet. Der er mange andre ting, der flyver rundt i dit hoved, du snubler og taber ting – er det MS eller ALS? Glemmer navne, ord, slutningen af en sætning, kan ikke engang ræsonnere i dit hoved længere – er det demens? Det gør ondt overalt – er det gigt eller måske fibromyalgi? Og så tørsten, den evigt tørre mund og øjne – Diabetes? Og du kan blive ved, indtil det er helt væk! Du har måske endda været hos lægen og fået tests til at vise, at alt er normalt, så tankerne bare kører endnu mere. Hvis bare de kunne sætte en advarsel i sundheds-IT-systemet, når de åbner normale testresultater for en kvinde i alderen 40-50.

"ADVARSEL!!!!
Informer patienten om, at disse kan være symptomer på perimenopause, hun oplever – Berolig hende med, at hun ikke er blevet sindssyg!"

Jeg har selv været igennem det og har fået en række undersøgelser og diagnoser foreslået i løbet af de seneste par år. De hysteriske hjertebanken, der forårsagede angst i løbet af dagen og vækkede mig om natten, blev undersøgt uden at der blev fundet en årsag, men hvis jeg ville, kunne vi prøve en betablokker. Den træthed, som jeg gentagne gange har søgt, har resulteret i en række blodprøver, igen uden årsag, så sovepiller og antidepressiva blev foreslået. Så tørre øjne, at lægen foreslog en undersøgelse for Sjögrens syndrom. Listen kunne gøres længere, men min pointe er. Det er mentalt hårdt at tænke på sig selv i forhold til alvorlige, livslange sygdomme, og så føler man sig så alene, at man sidder tilbage med beskeden om, at det heldigvis ikke var sygdom X. Men alle symptomerne er der stadig, det, der tager over, er følelsen af, at noget er galt med en, håbløst galt.

Med den lumske proces kan jeg ikke slippe for følelsen af, at jeg er født bag kulisserne, at man er frøen, der bliver lagt i koldt vand og derefter langsomt kogt. Igen og igen tænker jeg, hvorfor jeg ikke vidste om det her tidligere! Sagen er, at da jeg fyldte 40, gik jeg til min læge og spurgte, om der var et helbredstjek, jeg skulle lave, eller om der var noget, jeg skulle vide. Svaret jeg fik var, at det ikke var noget særligt. Suk! Mange af de symptomer, jeg har, bemærkede jeg faktisk først, da de forsvandt igen, efter jeg havde erstattet det hormon, jeg mistede. Det gælder frem for alt de psykiske symptomer, behandling er nødvendig for, at jeg kan forstå, hvor omfattende konsekvenserne havde været.